Det romerske samfund

Bystaten opstod i Jonien omkring år 800 før vor tidsregning. Den bredte sig til alle egne af Middelhavet. En bystat bestod typisk af en by og nogle landområder. I byen fremstillede man varer, mens man dyrkede landbrug på landet. Oprindeligt byttede bystaterne varer i mellem sig, men snart udviklede man penge. Disse penge kom til Rom gennem kontakten med kolonier i Syditalien.

Oprindeligt valgte hver bystat sine egne love, men dette ændrede kejser Augustus og bystaterne blev underlagt Rom. Den enkelte bystat havde dog stadigt meget magt og det var kun i sjældne tilfælde, at Rom gik ind og blandede sig. Rom sørgede for at konstant at ændre hvilken bystat, de favoriserede og på den måde gjorde bystaterne ikke oprør mod Rom.

Der var mange slaver i Italien i det 2. århundrede før vor tidsregning, som steg på grund af det stegne antal krige. De mange slaver ændrede landbruget. Nu blev jorden ikke opdyrket af småbønder, men i stedet af rigmænd med slaver. De tidligere bønder søgte derfor ind til Rom og udgjorde et fattigt proletariat der. I byerne havde slaverne dog helt andre forhold og her blev de ofte betragtet som en del af familien. Kejser Augustus ændrede dog også dette, da han indtrådte en periode på 200 års fred. Man måtte derfor finde andre måder at finde slaverne på og man begyndte at indfange dem i områder som Lilleasien og mere nordlige steder. Man sørgede desuden for, at de havde forskellige sprog og nationaliteter, så at de ikke kunne tale sammen og planlægge oprør.

Trine og Sabine

Det pompejanske privathus

Murer og vægmalerier
Gaderne i Pompeji og Herculaneum ligger tæt op mod hinanden i større blokke, disse er så omgivet af gader. Disse boligblokke kaldes for Insula (omgives af gader som en ø af vand). Nogle af de ældste murer som er bygget i disse to byer, er bygget af tilhugne kvadre, altså firkantede sten af enten en vulkansk stenart (tuf) eller af kalksten fra floden Sarno. I det sidste århundrede før Jesus blev født blev disse materialer afløst med brændte mursten hvor mørtel blev brugt som bindemiddel. Da der stadig levede mennesker i byerne var murene indvedigt beklædt med malerier. I årtierne før katastrofen i 79 e.kr. eksperimenterede malerne med perspektiv og lysvirkninger. F.eks. kunne de male en væg med en udsigt til havet eller en have, sådan så det gav indtryk af at være et rigtigt vindue med udsigt.

Det pompejanske atriumhus
Det gennemsnitlige pompejanske hus kaldes for et atriumshus. Det antikke hus åbner sig indad og ud til gaden har huset kun en  enkelt dør og nogle få små og ofte højtsiddende vinduer. Når man træder ind i huset kommer man til en korridor der består af vestibuler og fauces. På korridorens sider er der nogle mindre rum, cellae, hvorfra en slave kunne holde opsyn med indgangsdøren. til tider var disse cellae omdannet til serveringsteder, thermopolier, her kunne man fra gaden købe varme retter. Disse thermoplier kan sammenlignes med nutidens burger- og grillbarer. Fra fauces træder man ind i atrium, det latisnke ord atrum betyder mørk, og dette rum er mørkt da der kun kommer lyd fra et lille hul (compluvium) i loftet. Under dette hul (impluvium) har man et lille bassin som opsamler regnvand til tider hvor der var svigtende vand. De fleste af de rum som var omkring atrium var soveværelser. bagerst i atrium ligger tablinum, dette er det mest af alle rummene. Det var her ægtesangen var helt hen til bryllupsceremonien. Til daglig blev rummet brugt af husets herre. Hertil var der også køkken (culina) og toilet (latrina), som oftes lå ved siden af hinanden. Tæt på køkkenet lå der ofte et forrådskammer (apotheca). Derudover var der også en spisestue med plads til 3 sofaer. Når man spiste ved bordene i spisestuen lå man nærmest ned og spiste. Hvis der var mere end 9 omkring et bord blev det set som upassende.  

Et grundplan over et gennemsnitligt pompejansk hus

Peristylet

Syditalien havde tæt kontakt med grækerne, og derfor føjede mange mennesker en ekstra afdeling til huset med mere lys og luft, dette rum kaldes et peristyl. Peristylet omgiver en hortus (en have) med blomster og ofte et springvand. Omkring persitylet kan der ligge flere cubicula (soveværelser), og hertil kommer sommerspisestuer og andre mindre opholdsrum (oecus). Et åbent og ofte afrundet sted kaldes exedra.

Huse og mennesker

Det var nogle meget rummelige huse til familierne, som bestod af en far, mor og nogle børn, og derudover var der også nogle slaver.

Romersk Religion

De gamle romerske guder handler, elsker og hader som mennesker, kun udødeligheden adskiller dem. Romerne forestillede sig guder der varetog områder som vejr, dyr, helbred osv.

De romerske guder:

Jupiter: vejrgud
Ceres: gud for kvæg og korn
Den kapitolinske triade og Mars: Varetog samfundets interesser
(Den kapitolinske triade = Jupiter, Juno, Minerva)

Den kapitolinske triade havde hovedtempel på Kapitol i Rom, men der kom templer i alle byer med tiden.

Der fandtes også guder som beskyttede den enkelte familie
Larerne: beskyttede først markskellet, siden også familien.
Penaterne: beskyttede mod mug og råddenskab og forhindrede det i at brede sig i forårskammeret.
Genius: familiens beskyttende og avlende kraft.

Statue af den romerske gudinde Ceres

Man ofrede til guderne for at påvirke dem i gode retninger. Der blev ofret alt fra blomsterkranse og røgelse til større dyr der blev givet på hele landsbyens vegne. De gode guder fik hvide dyr, dødsguder fik sorte og man valgte dyrets køn efter gudens. Fx fik Jupiter en hvid okse og Ceres en so. Offerhandlingen kan man kalde ”do ut des” og ”do ut abeas” hvilket vil sige ”jeg giver, for at du skal give” og hvis det var guder fra underverdenen ”jeg giver, for at du skal gå bort”.

Offerhandlinger blev især brugt i landbrugssamfund hvor naturen kunne forårsage velstand eller hungersnød.

Reproduktion af en statue af Jupiter, der stod foran hans tempel i Pompeji

Den romerske religion var mest til for at sikre de materielle ting og familiens ve og vel. Først på Jesu tid, da den romerske familie var i opløsning, havde man brug for en dybere mening med livet. Veluddannede fandt svar hos græske filosoffer, men folk uden tilsluttede sig nye mysterium religioner fra Nærorienten à Isis-kulten og Mithras-kulten. Man skulle gennemgå et indvielsesritual for at blive optaget i kulten, men efterfølgende gav det en følelse af at man betød noget. Det var primært soldater og mænd der var tilhængere af Mithras-kulten, mens Isis-kulten var for både kvinder og mænd. I starten forbød de konservative myndigheder mysteriereligionerne, men fordi Isis-kulten også kunne påkalde Ceres og de andre romerske guder blev det acceptabelt. Med tiden blev Isis-kulten mere vigtig end den gamle romerske religion, man har efter vulkanudbruddet Vesuv fundet ud af at det var Isistemplet og ikke Jupiter templet der blev restaureret efter et jordskælv i år 62.  

Statue af Isis præstinde

5. Arkitektur og skulptur

Syditalien blev koloniseret af grækere omkring 800 år før vor tidsregning. I disse kolonier bragte de hellenistisk kunst og arkitektur  med sig, og det ville senere have stor indflydelse på romerne.

Romerne lånte meget fra grækernes kunst, og man kan se i resterne fra Pompeji at græske malerier og skulpturer var meget populære.

Underholdning i Romerriget

Colloseum - det største Amfiteater i Romerriget. Åbnet af sønnen kejser Titus i 80 e. Kr. Det originale navn er; Amphitheatrum Flavium. 

Colloseum og andre amfiteatre blev benyttet som en scene for underholdning. Denne underholdning bestod af bl.a. Dramaer, Idrætskonkurrencer eller også Gladiatorkampe. Dette var meget populært blandt publikum. Deltagerne der deltog i idrætsbegivenhederne og i skuespillet var amatører, der kun deltog for ærens skyld. 

Da Rom fyldte 1000 år blev der bl.a. ofret 2.000 gladiatorer, 60 løver, 32 elefanter og 6 flodheste osv  for underholdningens skyld. 

III Byerne ved Vesuv

Herculaneum lå sydvest for Vesuv og var i forhold til Pompeji lille, men rig. Befolkningen menes at have talt 5000 indbyggere. Byen er opkaldt efter den græske helt Hercules, og menes at være en græsk udpost til Napoli. Indtil Vesuvs udbrud i år 79 e.Kr. lå Herculaneum ved kysten, men strandlinjen ligger i dag 400 meter længere ude. Byen blev som Pompeji begravet i aske. Se billedet.